Videodækning af konference Christiansborg

Skrevet af Morten Hjertholm,
Foreningen Far afholdte konferencen ”Ny Nordisk Far” i Fællessalen på Christiansborg d. 10. november 2017 med indlæg fra udenlandske forskere (fra bl.a. Harvard School of Public Health og Karolinska Instituttet) og repræsentanter for fire nordiske familie- og fædre- organisationer.
 
Vi dækkede talerne og arrangementet med flere kameraer og bagefter blev indlæggene klippet sammen med de anvendte powerpoints som enten lange, uforkortede indlæg eller som forkortede klip til brug på nettet.

"De Flygtede" oversættelse og redigering af to bøger

Skrevet af Morten Hjertholm,
 
Ungdomsbureauet – en københavnsk non-profit organisation – hyrede os i efteråret 2016 til at lave både en dansk og en engelsk oversættelse, samt redigering af deres seneste bog-projekt, ”De Flygtede” (engelsk version: ”The Refugees”).
Bøgerne er baseret på 22 essays skrevet af unge flygtninge i Danmark i samarbejde med hver deres unge danske skrivementor, og de blev skrevet på enten dansk eller engelsk.
Vores opgave var så at oversætte de danske essays til engelsk og de engelske essays til dansk – og derudover læse korrektur på alle teksterne.
Resultatet blev to bøger – den ene på dansk og den anden på engelsk – som blev lanceret d. 3. marts 2017.

Ny filmserie om pårørende til demensramte

Skrevet af Morten Hjertholm,
Vi har lavet tre film med en lang række personlige og stærke beretninger fra pårørende (ægtefæller og børn) til demensramte, hvor de åbent fortæller om hele demensforløbet. Man kommer tæt på dagligdagen og alle de følelsesmæssige op- og nedture gennem demensforløbet.
Til at supplere de pårørende fortæller en række eksperter på demensområdet om baggrunden for de pårørendes oplevelser – og de giver også gode råd og vejledning til, hvordan man kan gribe det hele an.
De tre film er tidsmæssigt opdelt inden for demensygdommens tre faser:
Den første film, "Når demensen flytter ind", handler om perioden med de tidlige og vage tegn på demens, hvor det kan være svært at sætte fingeren på, hvad der egentlig er galt.
Den anden film, "Når demensen bliver tydelig", dækker midtvejs i demenssygdommen, hvor man kan have fået en diagnose, men hvor det tit også bliver mere og mere besværligt og hårdt for familien og den demensramte at klare dagligdagen.
Og endelig behandler den tredje film, "Når demensen er fremskreden", tiden lige før og efter den demensramte typisk kommer på plejehjem.
Filmene er hver 27 - 30 min. lange.
Se trailer på den første film.

Flere kommuner får lavet deres egen version af vores demensfilm

Skrevet af Morten Hjertholm,
I efteråret 2015 producerede vi to film om tidlig opsporing af demens til Videnscenter for Demens i Norddjurs Kommune.
Filmene giver et indblik i, hvordan man som pårørende og familie kan genkende de tegn på demens, som ens nærmeste pludselig kan begynde at udvise.
Efterfølgende har vi tilbudt alle landets kommuner at få lavet deres egen version af disse to film, hvor deres egne demenskonsulenter medvirker. I skrivende stund har næsten 10 kommuner taget imod dette tilbud.

Ny CD med guidninger fra Henny Klindt

Skrevet af Morten Hjertholm,
Vi har i over 10 år samarbejdet med den meget dygtige fysioterapeut Henny Klindt, som bl.a. er specialist i behandling af hjernerystelser og whiplash.
Hun har nu udgivet sin anden CD med meditative og afslappende guidninger, som vi har optaget, produceret og lavet CD-cover til.
Se mere om Henny Klindts arbejde på www.hennyklindt.dk

"Ukendt Landskab", Nordkystens Kunst Triennale

Skrevet af Morten Hjertholm,
”Ukendt landskab” er navnet på Nordkystens Kunst Triennale, som foregår over hele Gribskov Kommune i Nordsjælland hér i 2016.
I samarbejde med David Breuer har vi været med til at oversætte teksterne om og med de mange kunstnere til og fra engelsk - både til triennalens hjemmeside og til dens trykte avis.
Det var en stor og spændende opgave, som også havde sine udfordringer, når de meget forskellige, kunstneriske intentioner skulle videreformidles fra et andet sprog. Triennalen slutter 1. november 2016.