Oversættelse af lommeguide til kunsttriennale

Skrevet af Morten Hjertholm,
Nordkystens Kunsttriennale blev afholdt for første gang i 2016 med stor succes og – som navnet antyder – blev det så i 2019 igen tid for en ny triennale, der foregik i løbet af sommeren over hele Gribskov Kommune i Nordsjælland.
 
Vi fik ansvaret for at lave den engelske oversættelse af hele det danske indhold i deres trykte lommeguide, samt deres pressemeddelelser og webmateriale.
 
Kunsttriennalen tog afsæt i den nyåbnede Nationalpark Kongernes Nordsjælland ved at forholde sig til temaet Arv – ikke blot den fysiske arv, men også den immaterielle arv, kulturarven, der er indlejret overalt i landskabet fra tidernes morgen.
 
I alt 19 kunstværker blev placeret rundt om i landskabet og inden for Gribskovs kulturinstitutioners unikke rammer på den 38 km lange rute, der strakte sig fra Gilleleje og over Nakkehoved Østre og Vestre Fyr, Munkeruphus, Tegners Museum & Statuepark, Esrum Kloster & Møllegård, Græsted Torv og Søborg Slotsruin.
 
Kunsttriennalen havde inviteret i alt 19 kunstnere fra de nordiske lande, og kunsttriennalens kurator var billedkunstner Carina Zunino.