Potentialet i brugen af lægevidenskabelige film begyndte nu for alvor at gå op for hospitaler og medicinalfirmaer, og Klinisk Film blomstrede vældigt op over de næste år. Det store svenske medicinalfirma Astra AB blev en trofast kunde op gennem 1960’erne, og det resulterede i en lang række film, der blev mere og mere sofistikerede i stil og indhold. Tegnefilm og den grafiske fremstilling af anatomi, fysiologi og patologi blev grundstenen i disse films succes og store udbredelse, og det faldt derfor naturligt for firmaet at udvide staben af medarbejdere.
I 1963 blev Karstens gamle skolekammerat fra Aalborg, Eric F. Secher, indlemmet i Klinisk Films ledelse, og han blev senere medejer af virksomheden. Han havde, foruden sine filmmæssige kvaliteter, en udpræget sans for organisation, hvilket gavnede Klinisk Film meget i firmaets ekspansive fase gennem de gyldne tressere. Af de mange film produceret i denne periode fremstår en enkelt som nok den bedste og mest visuelle af dem alle: Iron metabolism. Den blev påbegyndt i 1965 og tog 4 år at producere.
Bestående næsten udelukkende af lange raffinerede tegnefilmssekvenser, beskriver den jernets stofskifte i kroppen. Filmen blev optaget på 35 mm film, og den vandt førsteprisen på filmfestivalen i Australien i 1971.
Gennem hele Klinisk Films historie har kundekredsen altid været meget international med distribution af filmene i lande som England, Frankrig, Vesttyskland, Spanien, USA m.fl. Dette ledte til den logiske konklusion, at firmaet burde udvide med et kontor i England, der altid har været centrum for stor aktivitet inden for film- og tv-industrien. Derved så søsterselskabet Clinic Films Ltd dagens lys i 1968 med London som det naturlige hjemsted.